For dig, der ønsker at føde på en jordemoderledet fødeklinik, er det vigtigt at vide, at såfremt der opstår komplikationer i løbet af fødslen, så skal du overflyttes til et sygehus, da der ikke er tilknyttet en læge til klinikken. Oftest er årsagen til overflytninger til sygehuset ønsket om medicinsk smertelindring eller grundet manglende veer. De fleste overførsler kan ske i jeres egen bil og jeres jordemoder vil følge med på sygehuset. Her vil den vagthavende jordemoder have det overordnede ansvar, men jeres jordemoder vil samarbejde med hende og blive hos jer til barnet er født.